For en lille måneds tid siden gennemførte TV2 et ganske uvidenskabeligt forsøg. I samarbejde med en psykolog fra Aalborg Universitet, der, forsøgets videnskabelige mangler til trods, kunne stå inde for resultaterne, viste TV2, hvordan det normale er blevet unormalt og det unormale normalt.
Engang krammede vi gerne til højre og venstre, vi sejlede op og ned ad åen, og mundbind var noget vi så hos tandlægen eller på en sjælden asiatisk turist. Men nu…
Nu opfatter vi krammerne og de sammenslyngede arme som farlige og mundbindet som normalt. Afstand på gåturene i naturen er normalt og trygt, store forsamlinger, om så det er til festivaler eller fodboldkampe, giver svedige håndflader.
Det tog ikke engang et år at gøre det unormale normalt og det normale unormalt.
Jeg kan godt frygte, at det unormale – altså det, der plejede at være unormalt – sætter sig så godt fast, at det kræver lang tid at vænne folk til, at det, der engang var normalt, også skal være det normale fremover.
For min skyld kan vi droppe krammerne. Og folk kan holde afstand, spritte hænder og gå med mundbind til evig tid, hvis de selv vil. Men de restriktioner og bånd, vi pålægger andre, må ikke blive normale.
Udgangspunktet må altid være, at folk skal være frie og kunne leve de liv, de hver især har lyst til. Begrænsninger, regler og restriktioner skal altid kunne retfærdiggøres og udformes på en måde, så de er til at forstå. Det er, som om de uforståelige regler også er ved at blive normale: Skolebørn, der må undervises én dag om ugen udendørs. Frisører der ikke må klippe, massører der ikke må massere – uagtet at de steder ikke er forbundet med målbar smittespredning. De små butikker må have mange kunder, men de største må kun have få. Folk må gerne spille fodbold, men må ikke have udskiftere med til kampene… Det er ren Monty Python.
I begyndelsen af corona-tiden fik regeringen al den opbakning, som var nødvendig for, at den kunne reagere hurtigt. Men den seneste udvikling viser med større og større tydelighed, at der er behov for en kritisk opposition med et stærkt Venstre.
Regeringen har stirret sig blind på corona. Det er Venstre, der har blik for helheden. Som ser, at indgrebene mod corona har utilsigtede konsekvenser andre steder, for eksempel for børnenes trivsel, for virksomhederne – og ikke mindst for alle dem, der ikke får behandling for sygdomme, der ikke er corona.
Vores formand har formået at blive den stemme, der ser helheden og hele tiden søger at trække regeringen i en retning, der giver mening for danskerne. Hvor de uforståelige regler udstilles og udfordres.
Og netop den tilgang er de bedste udgangspunkt for tiden efter corona. Gennem det seneste år har folk ikke bare glemt, hvad der engang var normal adfærd. De har også glemt, hvad partierne gik til valg på, og at politik handler om andet end smittetal og teststrategier. Når regningen for corona skal betales, og vi som samfund skal arbejde os i gang igen, har vi stadig en socialdemokratisk regering, der med åbne øjne gik til valg på og gennemførte en politik, der for første gang i nyere tid trak folk ud af arbejdsmarkedet og gjorde Danmark fattigere. Det er ikke coronaens skyld, at Danmark er blevet mindre velstående. Det var et valgløfte fra Mette Frederiksen.
Jeg tror, at folk fremover i højere grad vil efterspørge en politik, der tager hensyn til arbejdspladserne, og som giver os bedre økonomi til at tage sig af de sårbare i vores samfund. Folk er blevet mere opmærksomme på, om de regler, de skal følge, nu også giver mening. Alt det taler til Venstres fordel.
Det unormale har været normalt i over et år, også i Venstre. Jeg håber, det normale snart vender tilbage. Og når det gør, ser jeg lysere på fremtiden, end jeg har gjort længe.