Borgermøde i Bramdrupdam med mange spændende emner

Der er lagt op til at debattere mange spændende emner, når Venstre i Kolding onsdag den 24. april kl. 17 – 18.30 står bag et borgermøde i Forum Kolding/ Bramdrupdam, hvortil der er adgang for alle.

Det er ikke mindst afsnittet ”Fremtiden i Bramdrupdam”, der på forhånd ser ud til at tiltrække sig stor opmærksomhed.  Her bliver der for såvel politikerne som borgerne mulighed for at drøfte emner som Bramdrup Skole, trafik ved skolen, trafikken på Vejlevej, udkørslen fra Nørreskovgårdsvej til Vejlevej, seniorboliger i området og vilkår for ungdommen i lokalområdet.

”Hovedtaler” ved borgermødet bliver Venstres borgmesterkandidat, Jakob Ville, der tidligere på året har været forbi Bramdrup Skole for at se på de trafikale forhold. Han vil også afslutte mødet ved at sige noget om, hvad Venstre vil gøre ved de emner, der er blevet drøftet.

  • Hvad vil Venstre, og hvorfor er vi her i dag, vil Jakob Ville svare på. Han tilføjer, at også den lokale kontaktperson, Trille Nikolajsen, vil få ordet.

Borgermødet bliver bakket op af Bramdrupdam Lokalråd. Rådets formand, Bodil Berthelsen, mener at det altid er positivt, når politikerne i Kolding Byråd vil beskæftige sig med lokalområdet Bramdrupdam.

  • Vi har selv yderligere et par emner, vi gerne vil have drøftet. Det drejer sig om fredning og vedligeholdelse af stier, lyder det fra Bodil Berthelsen.

Initiativet til borgermødet i Bramdrupdam komme i forbindelse med Venstre kampagne forud for kommunalvalget i november 2025 og afvikles under titlen ”Tour De Hele Kolding”.