Jobcenteret i Kolding Kommune har siden 2012 tilbudt at hjælpe virksomheder med at rekruttere nye medarbejdere. I stedet for at bruge mange kræfter på ledige der har flere ting at slås med, bruges der nu mere tid på at få formidlet ledige jobs gennem virksomhedsservice. Udviklingen er gået fra omkring 200 ordre til 320 de seneste år, og i 2016 er vi allerede over 300 jobordre i sommerferien. Jeg tror vi langt fra har toppet endnu, da der er mange virksomheder der slet ikke kender til denne mulighed.

Jeg synes det er en rigtig fin udvikling, og et godt eksempel på en win-win for begge parter. Virksomheder i Kolding får hjælp til at rekruttere medarbejdere, en udvælgelsesprocess der kan være tung at sidde med for ledelsen. Samtidig får vi borgere der af forskellige årsager kan være mellem to jobs ud af ledighed. Et rigtig godt eksempel på samarbejde mellem det offentlige og private virksomheder, hvor alle får glæde af gevinsten, ikke mindst borgere der får hjælp til at komme i job igen – godt gået!

Ole Alsted
Byråd for Venstre