Der er igen drøftelser om, at detailhandlen forandres med hast i disse år, og det gælder naturligvis også i Kolding. Til gengæld opstår der så nye muligheder. Flere specialbutikker, spisesteder og steder med oplevelser til personlig pleje og meget andet.

Men de ting kræver i endnu større grad flere mennesker i vores bymidte, for at de kan overleve.

For vi ser jo desværre også, at spisesteder må lukke og slukke og samtidig ser vi også, at koncert og kulturoplevelser slet ikke gæster vores by.

Derfor må vi tage skeen i den anden hånd og gøre noget radikalt anderledes.
Det kan være mange ting og det vil det også blive. Vi skal turde gøre mere af noget, gøre noget nyt og også lukke for tilbud, som i sig selv kan være positive, men hvor midlerne dertil kan gøre en større forskel.

TeaterTid eller det tidligere Mungo Park Kolding står vi overfor, at skulle forny aftalen med og søge egnsteater tilskud. Her skal vi garantere 7.713 millioner kroner og så kommer ca. 2.8 millioner lige nu retur til Kolding. Altså netto 4.9 millioner kroner om året til det ene tilbud.
Et tilbud som har 9.678 scenegæster i Kolding om året (sæson 2018/19). Det har givet entreindtægter på 183.000 kr. plus 527.000 kr. i salg af teaterkort (svarende til 1054 stk a 500 kr).

Til sammenligning, så giver kommunen Dorothea Teatret et årligt tilskud på 0.248 millioner kroner og Teaterforeningen en underskudsgaranti på 0.140 millioner kroner.

Så summen er, at der ikke er gæster nok, samt et koncept, som til sammen ikke gør nok forskel for det ekstra liv, som vi gerne vil skabe i midtbyen.

De ca. 5 millioner kroner svarer jo faktisk til, at der kan bruges 100.000 kroner hver eneste uge til event og begivenheder.

Så derfor er vi klar til at lukke en dør, og så få åbnet en flok af nye døre, som vil gøre en kæmpe forskel.

Det er vi nysgerrige på i den kommende tid, op til budgetforhandlingerne, hvor de godt 5 millioner, så skal omsættes i handling.

Hvad kan vi gøre mere sammen med Dorothea Teatret, Teaterforeningen, City, Nicolai, Film6000, vores bibliotek, Godset, de private spillesteder og meget mere. Og en del af TeaterTid er så besøg af gæstespil, så vi kan jo fortsat opleve egnsteater opsætninger, hvis det er det, som er ønsket.

Hvordan sikrer vi, at besøgssuccesser som f.eks. Ørkenens Sønner også gæster vores by, så vi ikke skal tage til nabo byerne og ikke bare få oplevelsen der, men også lægger restaurationsbesøgene der.

Så tiden er ikke til TeaterTid, men til noget nyt. Tiden er til noget mere.