I dag er velfærd blevet synonym med alle offentlige udgifter. Men begrebet velfærd forbindes stadig – måske mere end nogensinde – med tryghed. Det danske velfærdssystem trænger til at blive lavet om.

1.000.000.000.000 kr., 1.000 milliarder, én billion – så meget beløber de offentlige udgifter sig til hvert år.

Halvdelen af de 1.000 mia. kr. går til offentligt forbrug, og den største post i forbruget er de mange forskellige former for sociale ydelser.
Pengene går fra de rigeste danskere, de knap så rige danskere og de danskere, der omtales som svage eller fattige, til de danskere, der omtales som svage eller fattige, til de knap så rige danskere og til de rigeste danskere. Alt for få har ikke krav på en eller anden form for social ydelse, mens alle bidrager – eller får en fornemmelse af at bidrage – til overførslerne gennem skat på løn, skat på overførselsindkomster, moms og andre afgifter.

Vi beskatter løn, ejendom, værdien af ejendom, virksomheders overskud og en pensionsordnings eventuelle afkast. Vi lægger forskellige afgifter på nødder med skal, nødder uden skal, nødder med salt og nødder med sukker. Der er afgift på chokolade, afgift på vafler og en afgift på vafler, der er overhældt med eller på anden måde er i kontakt med chokolade. Der er afgifter på den løn, virksomheder betaler deres medarbejdere, afgift på arv, afgift på gaver og helt enorme afgifter på biler – for nu at nævne nogle af dem.

De fleste danskere accepterer afgifterne og deres høje niveau. Nogle påstår at betale skatter og afgifter med glæde, og engang gik socialdemokraterne endda til valg på et løfte om at hæve skatterne endnu mere.
Det kunne de gøre, fordi det er velkendt, at de mange skattemilliarder går til »vores fælles velfærd«. Altså det solidariske system, hvor vores høje skatter betaler for det, der traditionelt set betragtes som velfærd – men også for alt muligt andet, der ikke har noget med velfærd at gøre.
Velfærdssystemet af i dag bruger bl.a. skattekronerne på bycykler med gps og tablets i København, et nyt, milliondyrt slogan til Aarhus Kommune, kommunale vækningsordninger i snart sagt hele landet og penge til taxa, hvis man bor for langt fra et busstoppested. Og de to største politiske partier får tilsammen omkring 50 mio. skatteyderbetalte støttekroner.

Det lyder måske ikke som velfærd, at kommunale medarbejdere ringer eller kører rundt til morgentrætte teenagere (eller deres forældre) for at minde dem om, at det er tid til at komme op og i skole. Men det er det. Det siger finansministeren selv. Velfærdsbegrebet har udviklet sig. Engang beskrev det den tryghed, der for den enkelte findes i et skattefinansieret offentligt sundhedsvæsen og uddannelsessystem samt forsikringen om, at arbejdsløshed eller alderdom ikke fører til økonomisk ruin. I dag er velfærd blevet synonym med alle offentlige udgifter. Men begrebet velfærd forbindes stadig – måske mere end nogensinde – med tryghed.
Alle Folketingets partier skriver i deres princip- eller partiprogrammer, at de arbejder for at sikre eller styrke velfærden, og sikring af velfærden kan bruges som argument for snart sagt ethvert politisk tiltag.

Tag eksempelvis diskussionen om skatteniveauet, hvor højrefløjen arbejder for lavere skatter og venstrefløjen for højere skatter, men begge parter gør det af hensyn til velfærden. Velfærd er det dyrebareste, danskerne har, og fordi velfærd er blevet lig med de offentlige udgifter, er det ikke overraskende, at ethvert forsøg på at skære i udgifterne bliver mødt med stærk modstand. Vi er imidlertid kommet dertil, hvor omfanget af ydelser og offentligt løste opgaver – der jo betragtes som velfærd – er steget til et niveau, hvor de eneste, der kan betale for velfærden, nemlig de danske virksomheder og deres medarbejdere, ikke længere kan følge med. Omfanget af skatter og afgifter er blevet så stort, at det skader den danske konkurrenceevne og kvæler den økonomiske vækst. Der er ikke råd til den velfærd, som velfærden har udviklet sig til.

Samtidig begrænser skatten familiernes muligheder for at indrette deres liv, som de vil, i en sådan grad, at langt de fleste familier er afhængige af de ydelser og tjenester, som det offentlige tilbyder. Men meningen med den offentlige velfærd er at skabe tryghed, ikke afhængighed.

Det er forholdsvis nemt at se, hvor skatter og afgifter er mest generende, og det er i teorien også nemt at fjerne eller ændre dem. Men i praksis kræver det politisk vilje til enten at fratage danskerne deres oplevede tryghed eller til at forklare danskerne, at de trygt kan undvære en lang række af de ydelser og tjenester, som det offentlige leverer i dag. Og det er her finansministeren kommer ind i billedet.

Det er nødvendigt med en politisk debat om, hvad velfærd er, og hvad velfærd bør være. En debat om, hvad vi kan forlange, at andre skal betale for os.
Er det rimeligt, at din nabo skal betale mere i skat, blot fordi du har fået børn? Er det rimeligt, at du skal betale mere i skat, blot fordi din nabo er blevet skilt?
Regeringspartierne har været i stand til at føre en politik, der har betydet afskedigelser i det offentlige, uden at det er gået ud over de offentlige ydelsers kvalitet. Det kan lade sig gøre.

Et udgangspunkt for debatten kunne derfor være, hvor mange af de offentlige ydelser og offentligt løste opgaver, den nuværende regering egentlig betragter som velfærd. Hvis nogle af opgaverne ikke betragtes som velfærd, kunne vi måske undvære dem, i hvert fald som skattefinansierede.
Vi har spurgt finansministeren om, hvad han betragter som velfærd. Ministerens svar er, at velfærd er det offentlige forbrug. Dermed udelukker han muligheden for at skære i forbruget, uden at det går ud over velfærden.

Finansministeren har selv omtalt dele af den offentlige service som kernevelfærd. Altså som noget, der er endnu mere velfærd end velfærd. Hvis man kunne definere denne særlige kernevelfærd, kunne man måske deducere sig frem til, hvilke opgaver der er de vigtigste.
Også det har vi spurgt finansministeren om. Som svar opremsede finansministeren nogle ydelser, der kunne betragtes som kernevelfærd, for eksempel uddannelse, sundhed, børnepasning, ældrepleje og rimelige overførselsindkomster. Nogen definition blev det ikke til.

Hvis man ikke definerer velfærd – eller kernevelfærd – kan man bruge begreberne i flæng, og man slipper for at tage politisk stilling til, hvad der er vigtigt, og hvad der måske kan undværes. Hvis man derimod skaber en klar definition af velfærd, som viser sig ikke at omfatte mange af de unødvendige ydelser, velfærdssystemet i dag bruger penge på, bliver det tydeligt, at der sagtens kan spares på ”velfærden”, uden at det går ud over velfærden.
Det er nok derfor, finansministeren ikke vil deltage i debatten.

Hvis borgernes skattekroner ikke går til kernevelfærd – eller bare velfærd – hvorfor er det så nødvendigt med verdens højeste skattetryk? Svaret er, at de høje skatter og afgifter, som danskerne betaler, ikke kan retfærdiggøres af de ydelser, som det offentlige i dag tilbyder.
Skattekronerne går til alt muligt unødvendigt, mens flere af de ting, der egentlig burde være en del af den offentlige velfærd, betales af skatteyderne selv – oven i skatten.

Det danske velfærdssystem trænger til at blive lavet om, men før det kan ske, er der behov for en bredere erkendelse af, at ikke al den skatteyderbetalte velfærd er velfærd.

af Eva Kjer Hansen, medlem af folketinget for Venstre
og Morten Flindt, cand.mag. i retorik