Alle har noget at bidrage med og vi har netop afholdt dialogmøde med emnet: Oplevelsen af det kommunale system med udsatte borgeres øjne. Og sikke et engagement!

Det kan godt være, at vi har betegnelsen ”udsatte borgere”, men hvis nogen tror, at vi snakker om mennesker der ikke bidrager eller ikke har ønsker og drømme for sig selv og sine medmennesker, så tager de fejl.

Til gengæld har vi et fælles ansvar for, også at gøre det lettere at være en aktiv medspiller i “systemet.” Det kan være svært at navigere i, når man oplever at møde flere begrænsninger end muligheder. At den del af sin livsfortælling man ikke er stolt af, skal gentages til flere forskelligere mere eller mindre relevante fagpersoner, gør det endnu sværere at lægge væk og give sig selv lov til at komme videre fra.

Det giver stof til eftertanke for mig som medborger, politiker og socialrådgiveruddannet, når tidligere aktive misbrugere fortæller, at man som udgangspunkt er mistænkeliggjort. Modsat så giver det mig enormt meget håb om at vi kan gøre det bedre, når så mange mennesker prioriterede en eftermiddag på socialforvaltningen for at blive klogere sammen. Og samarbejdet udsatte borgere, forvaltning og politikere imellem, er jeg ikke i tvivl om er det eneste rigtige.

Så det glæder mig, at vi besluttede at nedsætte et udsatteråd i Kolding kommune og det glæder mig endnu mere, at de i den grad har taget ansvaret på sig. Og jeg lover at vi både lytter og handler!

Tanya Buchreitz Løwenstein,
Socialudvalget, Kolding Byråd (V)