Donation af vitale organer som hjerte, lunger og nyrer kan give alvorligt syge mennesker mulighed for at leve længere. I nogle tilfælde endda med en tilværelse næsten som før man blev syg.

Men desværre falder antallet af donorer. Der er et markant fald i organdonationer og tilmeldinger til donorregistret – 21.528 færre tilmeldte sig i 2013 sammenlignet med året tidligere, og antallet af donerede organer er faldet fra 81 til 64.

Jeg synes, vi bør fødes som donorer. Ønsker man ikke at være donor, er det ens eget valg, og man skal så bare melde det fra. Vi skal have gjort op med danskernes berøringsangst over for organdonation, og desværre har diverse kampagner ikke hjulpet. Underligt nok, for vi vil jo alle sammen gerne hjælpes, hvis vi bliver alvorligt syge.

Alt for få mennesker har overvejet, hvor de står. Og det kan være svært at tage stilling til, om man som person er parat til at hjælpe en totalt fremmed og alvorligt syg med et vitalt organ, hvis f.eks. en trafikulykke uventet sætter punktum for ens liv. Det er en meget personlig afgørelse, og det respekterer jeg dybt.

Men jeg mener, at det er afgørende, at vi tager debatten og tager stilling. Tal om det i familien; om det så bliver et ja eller nej, må være den enkeltes afgørelse.

Eva Kjer Hansen
medlem af Folketinget for Venstre
Formand for Europaudvalget.