Venstre, Liberal Alliance og Alternativet vil oprette et nyt udvalg i Folketinget for regelforenkling og afbureaukratisering. Det siger Venstres innovationsordfører Eva Kjer Hansen.

Jeg har i mine mange år i politik set skiftende regeringer slå sig op på at ville regelforenkle, afbureaukratisere og luge ud i regulativer, uden at det for alvor har battet, siger hun i en pressemeddelelse. Derfor foreslår vi nu dette udvalg, så det bliver en fælles opgave mellem regeringen og Folketinget. De tre partier foreslår udvalget til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF). Liberal Alliances afbureaukratiseringsordfører, Henrik Dahl, finder behov for at afbureaukratisere på flere områder. Det skader befolkningens tillid til politikerne, når danskerne møder for mange uforståelige og unødvendige regler, mener han.