En ting er sikkert – vi skal alle videre en dag. Vi ønsker vel alle at leve et værdigt liv, helt til det sidste. Når en livstruende sygdom rammer, og behandling ikke længere har en effekt, er tiden til snart at tage afsked med livet som vi kender det. Det skal ske med værdighed. Og gerne på et hospice, hvor de døende ydes en værdig afsked med livet i rolige omgivelser med omsorgsfuld og værdig pleje.

I de første 10 måneder af 2015 valgte 50 borgere fra Kolding at tilbringe de sidste dage på et hospice et sted i Danmark. Disse borgere havde 1320 hospicedage tilsammen. Ser man det over en årrække har der ca. I gennemsnittet været 4 borgere pr. dag.

I Danmark har vi frit hospicevalg. I Kolding har vi ikke et lokalt hospice, og vi ved ikke om det vil gøre en forskel i efterspørgslen hvis muligheden lå lokalt. Mange ildsjæle har kæmpet for at vi får et lokalt hospice, som ovennævnte tal jo viser der er et behov for.
Som næstformand i social og sundhedsudvalget, glæder det mig derfor meget, at et enigt udvalg har bedt forvaltningen om at afdække muligheden for at etablere et midlertidigt hospice lignende tilbud i Kolding Kommune, med 4 pladser. Erfaringer fra dette skal bruges til at afdække behovet og omkostningsniveauet fremadrettet.

Kolding skal også være et værdigt sted at dø.

Trille / byrådsmedlem