Jørn Pedersen

Han er aktiv og synlig i hele kommunen, du kan følge med i hans hverdag på Facebook. Han er  ikke bleg for at gå i dialog med borgerne på Facebook og face to face. Han gør sit for at vise at være Borgmester er andet og mere end at grave første spadestik… hans passion i jobbet stikker langt dybere. Her har vi lavet et miniportræt af Jørn Pedersen vores borgmester, der både brænder for Kolding Kommune og for Venstre.

Privat – hvem er du?
Jeg er en oprindelig Thybo årgang 1968. Flyttede til Sønder Stenderup i 1974 og har min skolegang fra Sønder Stenderup og Sdr. Bjert skoler, samt 10 klasse på Hammerum Efterskole. I 1985 flyttede jeg til Kolding, hvor jeg tog handelsuddannelsen på Kolding Købmandsskole (nuværende IBC) og blev uddannet radio/detailhandler hos Legarth Radio i Jernbanegade.

Jeg fortsatte med teoretiske uddannelser, blandt andet Diplomlederuddannelsen. Jeg har været Citychef i Kolding, salgschef hos JV, centerchef Kolding Storcenter, distriktschef hos KVIK og kontaktchef hos Incite. Jeg er gift med Ellen og jeg har 3 store børn, Annizette, Rasmus og Niels. Vi bor privat i Vester Nebel, hvor vi har boet nu i 19 år.

Arbejde – hvad laver du egentlig?
Borgmesterjobbet spænder vidt, det kan jeg roligt sige. Det er alt fra de officielle økonomiudvalgs og byrådsmøder til møder med alle mulige, som har interesse i at udvikle vores kommune. Men det kan også være møder med borgere, som har noget på hjerte. Det kan være gode input og idéer, men det kan også være rigtig triste skæbner. Så går jeg meget op i, at komme så meget rundt som muligt. Besøge virksomheder, foreninger, børnehaver, skoler, plejecentrer og meget mere. Det giver et godt indblik i udfordringer og gode idéer til forbedringer og udvikling.

Derudover har jeg naturligvis en del officielle ting, som taler til 100 års fødselsdage, jubilæer, fra- og tiltrædelser og mærkedage. Derudover naturligvis første spadestik, rejsegilder og indvielser af nye spændende byggerier. For mig ikke så meget det at grave, klippe og tale, men mere det symbol det er på udvikling.

Så kort fortalt så er min hverdag fra noget dybt tragisk til middag med Dronningen til hendes 70 års fødselsdag.

Fritid – når du ikke leger med Venstre og er Borgmester?
Så cykler jeg gerne mountainbike med mine drenge i klubben i Vester Nebel. Løber gerne en tur, 3-4 jagter bliver det også til om året og nogle få fisketure.

Vi tager gerne som familie på vinterferie på ski, på forlængede weekender i Europas storbyer, sommerferien med campingvognen, gerne i Kroatien og med besøg på turen hjem i Slovenien, Østrig, Tjekkiet og Tyskland. Ellers slapper jeg rigtig godt af med en god bog om perioden 1930-46.

Hvorfor knokler du for Venstre og for Kolding?
Jeg kan ikke lade være. Det er fedt at være med hvor man kan gøre en forskel for borgerne omkring os. Stort set alt hvad vi beslutter eller ikke beslutter har en betydning for dem omkring os. Det er fantastik at være en del af og samtidig også lidt skræmmende. For det er absolut for mig ikke et spørgsmål om magt og taburetter, det er faktisk alvor for borgerne.

Hvad er det/den bedste succes du har været med til at skabe?
Den forandring som Kolding Kommune fik fra 1. januar 2010. Mindre administration og mere fokus på borgerne i centrum. Og med det lange træk, at når vi havde styr på det grundlæggende, så ville vi sætte en ny vision for Kolding Kommune, hvilket vi jo lige har gjort. Det kommer til at gøre en forskel.