Når Folketinget gør sig selv til et realityshow, flyttes magten andre steder hen. Vi, de folkevalgte, skulle gerne være lovgivere og kontrollanter af regeringen. Men politikudviklingen rykker i højere og højere grad over til embedsmændene.

Tilliden til politikere ligger på det laveste niveau i mange år. Sammen med journalister og brugtvognsforhandlere er vi politikere blandt dem, danskerne har mindst tillid til.

Det er vores eget ansvar, at det er blevet sådan. Folketingets åbne samråd er en del af problemet.

I stedet for at holde fokus på den politiske substans ender vi alt for ofte i slagsmål, hvor det gælder om at beklikke hinandens troværdighed. Beskyldninger om løftebrud, hykleri, kovendinger og løgn fyger gennem luften. Frem for at møde hinandens forslag med interesse og lytte til argumenter gælder det om at nedgøre og lægge afstand til, hvad der end måtte komme fra den anden side.

Kampen står ikke længere om at have de stærkeste argumenter, men bliver til et spørgsmål om flest minutter på tv eller flest følgere på de sociale medier. Medierne sætter dagsordenen for vores arbejde, og på den dagsorden kommer medierne til at stå højt. De åbne samråd er blevet et middel til mere medietid snarere end et forum for politisk meningsudveksling.

Kampen står ikke længere om at have de stærkeste argumenter, men bliver til et spørgsmål om flest minutter på tv eller flest følgere på de sociale medier.

Når Folketinget gør sig selv til et realityshow, flyttes magten andre steder hen. Vi, de folkevalgte, skulle gerne være lovgivere og kontrollanter af regeringen. Men politikudviklingen rykker i højere og højere grad over til embedsmændene i ministerierne, og Folketinget er reduceret til at vedtage eller forkaste de forslag, der måtte komme fra regeringen – uden at forholde sig til, om Folketinget har kapaciteten til at løse den opgave tilfredsstillende, og uden at forholde sig til, om det er en tilfredsstillende arbejdsdeling for Folketinget.

Folketinget mangler selvrespekt og selvtillid. Og nok også selvindsigt.

Folketingets formand er opmærksom på, at Folketinget er udfordret. Hun har derfor indkaldt til en konference sidst i januar for at diskutere Folketingets arbejdsformer. Men det er nok meget sigende, at der i programmet er sat mest tid af til at tale om Folketingets kontrol af regeringen og bagudskuende parlamentariske undersøgelser.

Vi skulle hellere diskutere, hvordan Folketinget får den selvtillid, selvrespekt og værdighed tilbage, som den folkevalgte del af vores lovgivende magt burde have. Det kræver, at vi sætter os ned og finder ud af, hvordan den politiske samtale igen kan vinde indpas på Christiansborg. Hvordan vi i fællesskab kan skabe bedre rammer om vores politiske virke. Hvordan vi igen gør Christiansborg til en politisk kampplads, hvor striden går på holdninger og argumenter frem for på personsager og pegen fingre ad hinanden.

Der er en række initiativer, som umiddelbart kan sættes i værk. De er uden økonomiske omkostninger, men vil væsentligt kunne bidrage til, at vi igen kan fokusere på det, vi er valgt til: det politiske arbejde.

For det første skal vi tilbage til, at samråd foregår bag lukkede døre.

Det er ikke mange år siden, vi gjorde det normalt med åbne samråd og skar ned på de lukkede. Jeg var selv tilhænger af det, vi betragtede som øget åbenhed, og jeg troede naivt, at det ville medføre en vis selvjustits, når man som indkaldende folketingsmedlem skulle stå til ansvar for alle danskere for åben skærm. Det har det ikke gjort.

Tværtimod er antallet af samråd eksploderet, efter de blev åbnet for omverdenen og nu transmitteres live på tv, på nettet og på Folketingets app. Og de spørgsmål, ministrene kaldes i samråd om, bliver mindre og mindre relevante.

I en uendelighed gentages det samme spørgsmål om og om igen, hvorefter man er sur over, at ministeren svarer det samme som før. Mange af de spørgsmål, ministre i dag bliver indkaldt til at besvare i et samråd, ville tidligere være klaret som skriftlige spørgsmål.

Samrådene mister deres værdi, hvis de ikke længere handler om at udstille meningsforskelle og løse presserende problemer. Det var det, samrådene blev skabt til. I dag er samrådene oftest rent teater, der skal profilere det indkaldende folketingsmedlem.

Helt grotesk bliver det, når det så viser sig, at politiske spørgsmål nu bliver præfabrikeret af Folketingets administrative medarbejdere. Ikke af folketingsmedlemmerne selv, ikke af deres politiske medarbejdere, men af Folketingets administrative personale som en service til den, der har indkaldt en minister i samråd.

Det er en falliterklæring for Folketinget, og især for det enkelte folketingsmedlem.

Man kalder en minister i samråd, netop fordi man selv har et spørgsmål, man vil drøfte med ministeren. Fordi der er et politisk problem, man gerne vil have belyst.

Hvis man ikke med sig selv og sit politiske bagland har nogle spørgsmål til et bestemt emne, er der ingen grund til at indkalde en minister i et samråd om emnet.

Så lad os for det andet sætte en stopper for administrative præfabrikerede spørgsmål til samråd.

For det tredje skal formænd for udvalgene have modet til at agere som formænd og ikke bare som bindeled.

Det indebærer, at udvalget ikke ukritisk sender enhver henvendelse over til ministerens kommentar. At man forholder sig kritisk til, om et spørgsmål skal stilles til skriftlig besvarelse eller som et samråd. At man stopper et samråd, der kører i ring.

Én af mine nyvalgte kollegaer har allerede meddelt, at han ikke ønsker at genopstille ved næste valg. René Gade fra Alternativet begrunder sit valg: »Det politiske arbejde er i overvejende grad en konstant valgkamp, hvor det handler om at få opmærksomhed ved at markedsføre sig selv og sit partis holdninger i en lind strøm af koordineret spin, ensidig reklame og personangreb uden antydning af reel konstruktiv debat.«

Sådan har det ikke altid været, og sådan behøver det ikke være i fremtiden. Det kræver, at vi har modet til at ændre på tingene.

Samrådene er en af de ting, vi kan ændre. Ved at lukke dem ofrer vi en af de nemme veje til medierne, men til gengæld får vi noget af den værdighed tilbage, som bør karakterisere Folketinget. Med værdighed kommer også selvrespekt, og hvem ved, måske også så meget troværdighed, at danskerne begynder at have mere tillid til deres folkevalgte, end de har til journalister og brugtvognsforhandlere.

Eva Kjer Hansen
Folketinget (V)