Venstre har kæmpet længe for at finde en løsning, så unge under 16 år også kunne bruge den populære FLEXTUR. Det er nemlig en rigtig god løsning i de mindre lokalsamfund. Nu er den klar:

Fra mandag den 3. april 2017 kan børn og unge under 16 år og bosiddende i Kolding Kommune bestille en Flextur hos Sydtrafik til halv pris. FlexJunior gælder for ture overalt i kommunen med undtagelse af ture internt i Kolding by.

”FlexJunior kan f.eks. være et godt tilbud til børn, der skal til badminton eller i biografen på et tidspunkt, hvor der ikke kører rutebil i det område, hvor børnene bor,” fortæller trafikplanlægger Karina Mortensen, Kolding Kommune.

Fleksibelt tilbud
Flextur er et fleksibelt supplement til den almindelige kollektive trafik. Ordningen har hverken stoppesteder eller køreplan. Der køres med små vogne fra adresse til adresse på det ønskede tidspunkt, og der kan være andre med i bilen, ligesom når man tager bussen eller toget.

Taksten i FlexJunior er 1,75 kr. pr. kørt kilometer, dog minimum 18 kr. for en tur. Betaling skal ske kontant ved afhentning.
Man kan have op til tre gæster under 16 år med på turen, hvor alle skal stige af og på samme sted. Gæster under 16 år betaler også 1,75 kr. pr. kørt kilometer, dog minimum 18 kr. for en tur.
Ønsker personer i alderen 16 år og opefter at køre sammen med personer under 16 år, skal der bestilles almindelig Flextur. Flextur-kunden kører til fuld Flextur-takst, som er 3,50 kr. pr. kørt kilometer, dog minimum 35 kr. for en tur. Gæster på Flextur kører med til halv takst, dvs. samme takst som for FlexJunior.

Tilmeld dig FlexJunior
For at kunne benytte sig af FlexJunior-tilbuddet skal man tilmelde sig ordningen hos Kolding Kommune – se hvordan du gør på www.kolding.dk/flexjunior.

Når man er tilmeldt ordningen, kan man alle dage bestille en FlexJunior-tur hos Flextrafik på tlf. 7660 8608 i tidsrummet kl. 8-20 eller online på sydtrafik.flextrafik.dk døgnet rundt. Turen skal bestilles mindst to timer før, at man ønsker at blive hentet, og har man brug for at være fremme på et bestemt tidspunkt, skal turen bestilles i ekstra god tid.

Har man en alder eller højde, der kræver brug af autostol eller selepude, skal man selv medbringe dette udstyr. Kunde og gæster skal være selvhjulpne og selv kunne spænde evt. autostol.

Tre tilbud
De generelle vilkår for Flextur kan findes på sydtrafik.dk. Foruden de almindelige Flexture og FlexJunior findes der også et tredje tilbud, FlexUng, målrettet unge med ungdomskort

Merete Due Paarup
Politiker Kolding Byråd Venstre