En gang kom hele Europa til København for at blive inspireret af vores model for demokratisk kontrol med regeringen i EU-sager. Vi var et sandt foregangsland. Europaudvalg, rådsmødeforelæggelser og mandatafgivning blev kopieret flittigt i 90’erne og 00’erne af de øvrige parlamenter.

I dag er det os, der må rejse ud for at lade os inspirere af de andre lande. Og de bliver målløse, når de hører, at vores fagudvalg kun sporadisk beskæftiger sig med EU-lovgivning. Hvordan kan jeres Europaudvalg behandle alting, spørger de.

Spørgsmålet er, om vi kan. Hver fredag sidder ni personer og træffer beslutninger om Danmarks holdning til 2000 stykker lovgivning årligt. Det handler om alt fra dansk realkredits fremtid, dankortets eksistens, bankunion, affaldsordninger, kemiske stoffer i shampoo, persondatabeskyttelse, luftkvalitet i vores byer, sidespejle på lastbiler, skattely, pesticidniveau i peberfrugter, støttemidler til danske landmænd og til danske forskere, dansk, europæisk og global klimapolitik. Stort og småt.

Vi har brug for input fra de fagudvalg, der har kendskab til områderne. Og vi kunne godt ønske os mere af det, for nu at sige det på jysk. Når vi ser hinanden i øjnene, så ved vi godt, at der heller ikke i partierne sker en tæt koordinering i EU-sagerne mellem ordførere eller på gruppemøder. De ni mennesker er med andre ord alene i en verden af mange papirer og mange – ofte komplekse – sager af stor betydning for borgernes hverdag i Danmark.

Det er et tungt ansvar – og en stor arbejdsbyrde – der ligger på de ni mennesker. I Europaudvalget er vi taknemmelige for tilliden. Men også forundrede. Er der virkelig ikke flere, der vil blande sig? Stoles der virkelig på, at vi ni fredag efter fredag kan jonglere med fiskekvoter, frihandelsaftaler og velfærdsrettigheder for EU-borgere, så boldene falder heldigt ud for Danmark? Accepteres det, at der ryger en lakridspibe eller en kanelsnegl i svinget?

Vores europæiske kolleger tvivler på, at det kan lade sig gøre. Vi tvivler også selv. Konsekvensen er, at den demokratiske kontrol ikke er så stærk, som den burde være.

Folketinget er sakket bagud, fordi vi leger, at EU er noget ganske særligt. En slags udenrigspolitik, som skal behandles separat. Men EU er indenrigspolitik. Fordi det handler om ting, der foregår i Danmark. Om hvordan vi tackler udfordringer, og hvordan vi vil indrette vores samfund.

Der sker i Folketinget en grundig behandling af hvert eneste danske lovforslag. Med betænkningsafgivning, behandling i fagudvalg, på gruppemøder og i Salen. En ganske pæn del af den lovgivning stammer fra EU-direktiver. Men når først direktiverne skal implementeres i dansk lovgivning, er det for sent at påvirke noget som helst.

Den grundige behandling, efter at forslag er vedtaget, står i skærende kontrast til den somme tider noget lemfældige behandling, forslag får i Folketinget i den fase, hvor der rent faktisk er indflydelse at hente. Nemlig når sagerne behandles i Europa-Parlamentet og Rådet. Tænk, hvad vi kunne opnå, hvis vi kanaliserede noget af Folketingets energi fra implementering af EU-lovgivning over til beslutningerne.

Modellen med central mandatafgivning i Europaudvalget har fordele og ulemper. Fordelen er overblik, sammenhæng og en forståelse for både EU-systemet og Danmarks rolle i det. Ulempen er manglende fagligt kendskab til sagerne og dermed en ringere kontrol med de detaljer, hvori djævlen ligger.

Spørgsmålet er, hvordan vi vejer de to forhold op mod hinanden? Hvad er bedst for Danmark og for vores demokrati? Fagudvalgenes interesse for EU-sager hænger naturligt sammen med graden af indflydelse og ansvar. Og derfor burde fagudvalgene tage et større ansvar og afgive betænkninger om mandatet, inden det gives i Europaudvalget.

For år tilbage var det en fast tradition, at for eksempel Miljøudvalget afgav indstillinger til Europaudvalget, når der skulle gives mandat på miljøspørgsmål. De blev altid gransket nøje – og fulgt. Folketingets forretningsorden burde ændres, så det sker i alle fagudvalg.
Det vil være en model, hvor vi samarbejder om at få både det tværgående overblik og den faglige dybde.

Kursen for Europa fastlægges i Det Europæiske Råd. Det er der stor interesse for i medierne, men debatten i Folketinget er igen begrænset til de ni – og så til et lukket forum i Nævnet. Hvad nu hvis vi havde brede, åbne debatter i Salen med Statsministeren om, hvilken vej Europa skal, og hvordan Det Europæiske Råd forestiller sig, at man kommer derhen? Det er også et område, hvor vi kan lade os inspirere af vores kolleger i andre parlamenter.

Uden for murene arbejder civilsamfundet professionelt og engageret med EU-spørgsmål. Der kommer input fra interesseorganisationer, ngo’er og arbejdsmarkedets parter til Europaudvalget. Vi – fagudvalg og Europaudvalg – burde arbejde mere strategisk med udvalgte, vigtige sager sammen med dem.

Som noget nyt vil vi fremover gennemgå Kommissionens arbejdsprogram med interesseorganisationer, ngo’er og arbejdsmarkedets parter og sammen identificerer de sager, der får størst betydning for Danmark og danskerne. Sager som Folketinget så kan koncentrere sig om at få indflydelse på. Det gør de allerede i Holland med stor succes.

I det hele taget skal vi vende os til, at regeringen ikke er den eneste, vi kan kanalisere vores input og indflydelse igennem. Vi skal også adressere vores holdninger, bekymringer og ideer til kommissærerne og til europa-parlamentarikerne. Vi skal sende delegationer af MF’ere til Bruxelles bevæbnet med argumenter og danske vinkler og kæmpe vores sag.

Det forudsætter, at vi kommer tidligere i gang med arbejdet i Folketinget. Alt for mange mandater bliver i dag først forelagt af regeringen, når de stort set ikke kan ændres, fordi forslaget allerede er forhandlet på plads mellem medlemslandene. En opgørelse, som vi netop har fået foretaget i Europaudvalget, viser, at omkring en fjerdedel af mandaterne først søges på det tidspunkt, hvor Rådet går i gang med at forhandle med Europa-Parlamentet. Nogle af mandaterne søges endda først efter, at forhandlingerne er gået i gang. Det siger sig selv, at da kan der ikke ændres et komma.

Hvis Folketinget skal inddrages meningsfuldt i diskussionen om nye EU-forslag, skal det være, mens de behandles i de såkaldte arbejdsgrupper under Rådet, og ikke først når et kompromisforslag er på plads. I dag er det udelukkende regeringen, der beslutter, hvornår et mandat søges i Folketinget. Sådan bør det også være fremover. Men det kræver, at regeringen viser, at den ønsker at inddrage Folketinget på en aktiv måde og ikke reducerer Europaudvalget til et ekspeditionskontor ved at forelægge sagerne så sent, at end ikke de ni har nogen mulighed for indflydelse.

Hvis Folketinget vil have indflydelse på danskernes hverdag – og hvis Danmark igen skal i front på demokratisk kontrol – så skal ansvaret for EU-sager i Folketinget bredes ud fra de ”ni alene i verden” til en langt bredere kreds. Nu må folketingsmedlemmerne vise, at de tager lovgivningen alvorligt og anerkender, at EU-lovgivningen handler om ting, der foregår i Danmark. Om regler og vilkår for det danske samfund. Og at EU er for vigtig til at blive forbigået.

Af Eva Kjer Hansen,
folketingsmedlem
formand for Europaudvalget