Demokrati er ikke en selvfølge – og vi vil gerne sikre at vores børn og unge får en god oplevelse af demokratiet allerede i Folkeskolen. I Kolding har vi et fælles elevråd på tværs af skolerne – men vi kan gøre meget mere.

Venstre har derfor arbejdet for at styrke elevdemokratiet, så eleverne får endnu mere og reel indflydelse både på udviklingen af kommunen som helhed og Folkeskolen i særdeleshed. Det skal vi gøre både for at styrke eleverne demokratiske dannelse og uddannelse – men også fordi vi tror på at eleverne har masser af input til at skabe mere læring og en endnu bedre Folkeskole. Undersøgelser viser også at aktivt elevdemokrati kan styrke fagligheden generelt.

Vi har forslået at Kolding Kommune indgår partnerskab med Danske Skoleelever om at blive Elevvenlig kommune. Det bla. giver mulighed for lokale kurser for Elevrådene samt deltagelse i forskellige netværk og aktiviteter både lokalt og national. Det kræver også, at vi giver reel høringsret på beslutninger på folkeskoleområdet og skaber øget dialog mellem børn- og uddannelsesudvalget og eleverne.

Men én ting er en aftale på papiret – nu skal vi have sat handling bag ordene og få sat skub i elevdemokratiet i hverdagen og virkeligheden.

Merete Due Paarup

Kolding Byråd (V)
Børne- og uddannelsesudvalget