Det er skammeligt, hvordan debatkulturen ofte daler til et niveau, der ikke er Danmark værdigt. Vi ser eksempler på, hvordan folk på sociale medier sviner andre til uden et filter for, hvad man kan tillade sig at sige til et andet menneske.

Seneste eksempel er reaktionen på det nystiftede Nationalpartiet, som på sin Facebook-side har modtaget trusler og tilsvininger så grove, at partiet har tyet til politianmeldelse. Udtalelser som ”Stod det til mig, skulle de sorte aber have et nakkeskud” og ”De kan pikle hjem, hvor de hører hjemme, de nasserøve”, er kun to blandt mange tilfælde:

1. maj i år havde nogen malet ”Helle er en so” på muren ved Socialdemokraternes partikontor, ”Jeg har aldrig set mangen til vanvittig kælling,” stod der om Margrethe Auken på en debatside, og hærværksmænd skrev ”flyt luder” og ”minister-so” på Mette Gjerskovs hjem.

De sociale medier er efterhånden blevet skraldespand for de værste udgydelser, og der er tilsyneladende ingen ende på, hvor nedgørende og usselt et sprogbrug, der anvendes. Ytringerne er skadelige for dén dialog, der er vores styrke, og hører ikke hjemme i Danmark.

I et demokrati som vores, skal der være plads til at ytre sin utilfredshed og sige den højt. Men det skal ske i en værdig tone, hvor vi bevarer respekten for hinanden, og respekten for, at andre har ret til at mene noget andet end os selv.

Eva Kjer Hansen
medlem af Folketinget for Venstre
formand for Europaudvalget