Hverken Folketinget eller de enkelte ministerier har noget overblik over, hvordan de mange EU-krav bliver implementeret i dansk lovgivning. Går vi videre i dansk lovgivning, end EU-direktiverne kræver?

Overimplementerer vi i stor stil, som mange erhvervsorganisationer hævder?  I hvilket omfang indfører vi højere danske standarder og med hvilke begrundelser?

Vi ved det ikke.

Der er ikke noget overblik i ministerierne. Til trods for at spørgsmålet om overimplementering har været debatteret i årevis, er det kun ved en gennemgang fra sag til sag, at ministerierne vil kunne svare på spørgsmålet.

Fødevareminister Dan Jørgensen mener ikke, at man kan sige, at overimplementering af EU-lovgivning gør sig gældende. Men når vi beder ham om at dokumentere dette, får man bare et svar, om at ”medlemsstaterne i EU er meget forskellige, og der vil derfor kunne være nationale forskelle og hensyn, der skal tages i betragtning ved gennemførelse af EU-regler.”

Hvilket arrogant svar. Hver eneste dag kæmper landbrug og fødevarevirksomheder for at klare sig i konkurrencen med kollegaer i andre lande. Så må det være et rimeligt krav at stille til den ansvarlige minister, at han i det mindste har kendskab til, om og på hvilke områder de krav, der stilles til virksomheder i Danmark, adskiller sig fra de krav, der stilles i andre lande.

Det kan give god mening at stille højere krav. For eksempel er den skrappe og omfattende danske fødevarekontrol afgørende for adgangen til en lang række af eksportmarkederne. Men vi skal vide, hvorfor vi gør hvad, og hvordan vi gør det.

Justitsministeriets ”Vejledning om Lovkvalitet” indeholder forslag til ministerierne om, hvad de bør gøre i forbindelse med implementering af EU-regler. Heri hedder det, at ministeriet i et lovforslag bør sørge for, at det klart fremgår, hvilke dele af et lovforslag der er ”EU-relevante”, og hvilke der ikke er. Er der tale om en overopfyldelse af EU-retlige minimumsforpligtelser bør dette anføres, ligesom konsekvenserne af dette bør fremgå.

Men i hvilket omfang det rent faktisk sker, er der ingen, der har kendskab til i dag. I Folketinget er der ikke ressourcer til at følge op på, i hvilke sager der orienteres, og slet ikke til at vurdere, om det sker i alle de sager, der burde orienteres om. Dertil kommer de implementeringer, der sker administrativt – altså uden at det er nødvendigt med et lovforslag.

I en analyse i forbindelse med Magtudredningen i 2004 ses, at bekendtgørelser er den absolut dominerende reguleringsform. Det påvises, at ca. en fjerdedel af EU-reglerne dengang blev implementeret via lovgivning og trefjerdedele administrativt. Hvordan dette ser ud i dag, har vi nu bedt regeringen om at svare på.

Fremadrettet skal der stilles krav om, at der i alle tilfælde skal ske en orientering af Folketinget. Når implementeringen sker via et lovforslag, skal det klart fremgå, hvilke elementer der er baseret på EU-regler, og hvilke der ikke er. Der skal være en særskilt begrundelse for de elementer, der ikke er ”EU-relevante”. Og der skal være konsekvensberegninger, så effekten af de enkelte elementer er velkendte.

Når implementeringer sker administrativt, skal det samme gøre sig gældende, og Folketinget skal orienteres via fagudvalg og europaudvalg.

Vi skal simpelthen have skabt transparens omkring den måde, vi i Danmark implementerer EU-lovgivningen på. Det kan sagtens være, at vi på en række områder har et politisk ønske om at stille skrappere krav end det, der kræves i de fælles EU-regler. Men så skal vi gøre det med åbne øjne og være villige til at begrunde de flere krav eller forklare, hvorfor vi fortolker dette anderledes.

Det kan for eksempel godt være, at man kan mindske brandrisikoen ved at stille flere eller skrappere krav end de, der fremgår af EU-minimumsdirektivet. Det bør blot være et krav, at de samfundsøkonomiske konsekvenser ved dette bliver regnet igennem, og at beslutningen så træffes på grundlag af en vurdering af, hvilken effekt der kan opnås til hvilken pris.

Flere erhvervsorganisationer er gået i gang med at samle eksempler på, hvad de kalder ”tåbelige fortolkninger”. Blandt andet nævner Landbrug & Fødevarer eksemplet om, hvor meget plads en økologisk høne skal have. Umiddelbart siger de europæiske regler, at en økohøne skal have fire kvm. I Danmark er det blevet til et krav om seks kvm, så hønen ikke behøves flyttet i en periode for at sikre vegetationen. Men i Sverige er reglen, at det er nok med de 4 kvm. og i perioder endda kun 2 kvm.

Fra industrien er et andet eksempel fortolkningen af en ”artikel”. Når man skal måle indholdet af kemikalier i et produkt, kræver EU-reglerne, at man måler indholdet i produktet i sin helhed. I Danmark er kravet, at indholdet skal måles i hver delkomponent i produktet.

På transportområdet stilles der strengere krav til lastbilers bremseevne – sektorerne har alle deres eksempler på, hvad de kalder urimelig forskelsbehandling.

For hvert ekstra krav vi stiller, er vi med til at gøre det vanskeligere for virksomhederne at klare sig i konkurrencen med virksomheder i andre lande, hvor reglerne er lempeligere.

Det grundlæggende princip i EU’s indre marked er at få skabt et fælles marked, hvor de samme regler gælder. Det giver mulighed for en fri adgang til hinandens markeder og dermed en sund konkurrence mellem virksomhederne, uanset hvilket medlemsland de er etableret i. Selvfølgelig kan der være særlige forhold eller omstændigheder, der gør, at vi beslutter at afvige fra de fælles regler. Det kan være af hensyn til menneskers sikkerhed, sundhed, miljø, dyrevelfærd eller lignende.  Men så skal vi gøre det med åbne øjne og på et oplyst grundlag.

I et svar til erhvervsorganisationerne i det såkaldte Virksomhedsforum, mener Justitsministeriet, at der ikke er behov for ”særskilt dokumentation med en begrundelse for overopfyldelsen”. Og i de tilfælde, hvor der ikke er behov for dansk lovgivning, vurderes det, at ”en eksplicit begrundelse vil medføre et uforholdsmæssigt stort resurseforbrug i administrationen”.

Der er ikke nogen, der har overblik over, i hvilket omfang vi overimplementerer i Danmark, og ingen kender de samfundsøkonomiske konsekvenser deraf. Åbenbart mener regeringen, at det ikke er nødvendigt at kende begrundelserne for at overimplementere.

Det er da at skyde sig selv i foden.

Vi skal vide, hvad vi gør – og derfor kræver vi nu åbenhed om implementering af EU-regler i Danmark.

Af folketingsmedlem

Eva Kjer Hansen, formand for Europaudvalget (V)
Pia Adelsteen, EU-ordfører(DF)
Lars Barfoed EU-ordfører (C)
Mette Bock EU-ordfører(LA)