Nogen gange er det svært at se, at man har siddet til de samme møder. Poul Erik Jensen har nu overtaget det tidligere byrådsmedlem Chresten Kraghs retorik, som altid sagde, at Kolding Kommune var på vej imod afgrunden.

Forskellen er bare, at han havde ret dengang. Som det fremgår af dagsordenen, så forventes der en gennemsnitlig likviditet på 172,2 millioner kroner ved årets udgang. Byrådets mål er 150 millioner. Altså forventes 2013 resultatet at være 22,2 millioner bedre end målsætningen. Det mål beder vi så nu direktionen om at sikre i det oplæg der laves til budget 2014-17. Det er da vist nok ikke på vej imod afgrunden, men nærmere et udtryk for, at vi fortsat har et vågent øje, også på fremtidens mulige udfordringer. For vi skal have et råderum, når f.eks. det største jordsalg i Region Syddanmark ikke er stort nok eller når vi pludselig skal betale mere pga. beskæftigelsessituationen. Vi vil nemlig ikke tilbage til tidligere tiders panikreaktioner.

Svar på læserbrev af Poul Erik Jensen

af Jørn Pedersen
Borgmester